Emil Nolde (1867-1956) hører til blandt ekspressionismens førende malere og regnes for at være en af de bedste akvarelmalere i 1900-tallets kunst. Hans forhenværende bopæl Seebüll, opført efter malerens planer fra 1927-1937, ligger op mod grænsen til Danmark, midt i det udstrakte marsklandskab tæt ved Vesterhavet. Det tjente som bolig med atelier og billedsal og tilbød ly, da hans kunst stempledes som „vanartet“ og konfiskeredes på tyske museer under nazisternes styre. Efter Noldes død åbnede den særegne, borglignende bygning med kunsterens rige bo ifølge dennes testamentariske bestemmelse for publikum som „Ada og Emil Noldes Stiftelse i Seebüll“. Der vises årligt skiftende udstillinger, der hver især formår at give et overblik over Emil Noldes værk i dets helhed: malerier, akvareller, deriblandt en række såkaldte umalede billeder, der opstod i smug i maleforbuddets periode fra 1938-45, desuden tegninger, grafik og kunsthåndværk, i alt ca. 170 værker. I Noldes gamle atelier kan man se udvalgte af hans religiøse billeder, deriblandt det 9-delte værk Kristi liv fra 1911/12. Samlingens rigdom og hans værks mangfoldighed rummer landskaber og haver, portrætter og blomsterhaver, groteske og fantastiske værker, billeder fra nattelivet i storbyen Berlin og sydhavsrejsen, således at man altid kan nærme sig hans kunsteriske virke fra nye og overraskende indfaldsvinkler.